Udviklingen af et helhedsorienteret bygningsreglement indebærer, at der undervejs skal udarbejdes en række analyser og træffes beslutninger af teknisk karakter, ligesom der undervejs bliver behov for politisk stillingtagen.
Tids- og handlingsplan
Trinvis udvikling og implementering af et nyt og helhedsorienteret bygningsreglement.
Medio 2024
Medio 2024 iværksættes de første indledende analyser og evalueringer inden for hvert af de fire temaer, der er i fokus ved udvikling af et forenklet og helhedsorienteret bygningsreglement. Formålet med de indledende analyser er bl.a. at afdække, hvordan kravene fungerer i dag, og hvor den grønne omstilling af byggeriet udfordres teknisk, administrativt og økonomisk af regelkomplekset.
Primo 2025
Primo 2025 forelægges resultatet af de første indledende analyser for den politiske aftalekreds. Medio 2025 forventes de nye klimakrav at træde i kraft. Samtidig begynder den løbende implementering af tilpasning af krav til et nyt helhedsorienteret bygningsreglement. Dette vil ske trinvis i perioden 2025-2028.
Ultimo 2026
Ultimo 2026 forelægges en status for den trinvise udvikling af et helhedsorienteret bygningsreglement, som skal indgå i grundlaget for politisk beslutning om ambitionsniveau for den resterende udvikling og implementering af et helhedsorienteret bygningsreglement.
Bliv klogere på udvikling og implementering af nye regler og krav til byggeriet.