Mange borgere med senfølger efter seksuelle overgreb kommer i løbet af deres liv i kontakt med kommunen for at få hjælp og støtte til at håndtere de forskellige udfordringer, et liv med senfølger kan indebære.
Hvis senfølgerne ikke opdages, og der ikke tages højde for dem i den kommunale indsats, kan det hindre, at indsatsen får den ønskede virkning, og at borgeren får den rette hjælp og støtte.
Derfor er det afgørende, at kommunale fagpersoner, der møder voksne med senfølger i deres arbejde, ved hvilke muligheder og forpligtelser serviceloven rummer, hvad de skal være opmærksomme på i samarbejdet med borgeren og hvilke tilbud der findes på området.
Servicelovens rammer
Kommunerne har ansvar for at hjælpe borgere med nedsat psykisk eller fysisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer. Den forpligtelse gælder også for personer, der har behov for støtte på grund af deres senfølger.
Det indebærer, at kommunen skal tilbyde gratis rådgivning og hjælp til at understøtte den enkeltes mulighed for at udvikle sig og forbedre sin livssituation, hvis vedkommendes senfølger vurderes at have medført fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse eller sociale problemer. Kommunen kan også yde forebyggende omsorg og støtte til borgere i risiko for at udvikle sociale problemer eller funktionsnedsættelse. Endelig kan kommunen tilbyde hjælp af behandlingsmæssig karakter, herunder fx psykologisk, psykoterapeutisk, sygeplejemæssig, fysio- og ergoterapeutisk, specialpsykiatrisk eller tandplejemæssig behandling.