Når en borgers støttebehov opleves som særligt komplekse af personalet eller myndighedssagsbehandler, skyldes det typisk summen af flere forhold; borgeren har ofte flere samtidige funktionsnedsættelser, udfordringer med sanse- og følelsesregulering og en adfærd, der kan være svær at forstå og håndtere i praksis. Det stiller krav til både faglighed, koordinering og organisering på tværs af myndighed og tilbud, hvis man skal lykkes med at understøtte eller genoprette borgerens trivsel.
Indsatsen kan også være forholdsvis ressourcekrævende. Det gælder især, når der er behov for en højere normering og særlige fysiske rammer. Fx kan det være relevant at etablere en særforanstaltning med en-til-en normering med det formål at skabe de rette rammer for at kunne stabilisere og genoprette borgerens trivsel.
Hvornår kan støttebehovene opleves som særligt komplekse?
For de, der skal tilrettelægge og levere indsatsen kan det fx opleves som særligt komplekst, når:
- En borger med udviklingshæmning og autisme tydeligt forsøger at undvige situationer med mange sanseindtryk og reagerer herpå med en selvskadende adfærd, selvom personalet forsøger at begrænse indtryk og skærme.
- Støttebehovet hos en borger med en hjerneskade og psykiske vanskeligheder ændrer sig hurtigt, og indsatser på tværs af flere faggrupper og sektorer skal tilpasses og koordineres, så de ikke pludseligt trækker i forskellige retninger.
- En borger med udviklingshæmning har en så udadreagerende adfærd, at personalet dagligt står i et krydspres mellem sikkerhed, omsorg og faglighed.
De særligt komplekse støttebehov kan skyldes forskellige typer af funktionsnedsættelser og konkrete udfordringer, men fælles for dem er, at de kræver et indgående kendskab til borgerens livssituation og eget perspektiv på hverdagen. Det kan især være vanskeligt, hvis borgeren fx samtidig har kommunikative funktionsnedsættelser.
Behov for særligt fokus ved overgange
Borgere med komplekse støttebehov har ofte haft behov for indsatser og støtte gennem hele livet. Overgangen fra barn til voksen kan være svær i sig selv, både fordi forældre/værges rolle potentielt ændrer sig, og fordi den kommunale indsats skal ydes efter et andet lovgrundlag. Den unges sag overgår i den forbindelse typisk til en anden del af forvaltningen med tilknytning af en ny sagsbehandler, og måske indebærer overgangen, at den unge flytter hjemmefra eller skal skifte mellem botilbud. For borgere med særligt komplekse støttebehov kan sådanne store skift i sig selv udløse en mistrivsel. De kan også betyde, at der tabes vigtig viden om borgerens livshistorie, ressourcer og behov, som senere kan gøre det vanskeligt at tilrettelægge den rette indsats og forebygge mistrivsel.