Som sagsbehandler genkender du måske situationer, hvor:
- En borger gennem flere år er skiftet mellem forskellige tilbud, uden at der er skabt en dybere forståelse af borgerens ressourcer, udfordringer og mestringsstrategier.
- En borgers udadreagerende adfærd eskalerer hurtigt, og udfordringer i koordineringen mellem tilbud, pårørende og myndighed gør det vanskeligt for sagsbehandleren at reagere hensigtsmæssigt og sammenhængende.
- En borger reagerer med selvskadende adfærd i bestemte situationer, men årsagerne er ikke systematisk afdækket, og de forebyggende indsatser lykkes kun i mindre grad.
Hos borgere med særligt komplekse støttebehov kan det være vanskeligt at få en dækkende forståelse af borgerens aktuelle situation, hvad der kan ligge bag borgerens mistrivsel og adfærd og hvad der kan understøtte eller genoprette borgerens trivsel.
En grundig og systematisk sagsbehandling kan udgøre forskellen mellem en indsats, der fortsætter i samme uhensigtsmæssige retning, og en indsats, der med særlig opmærksomhed og koordinerede tiltag bryder mønstret og skaber stabilitet og udvikling for borgeren.
Viden og redskaber
I det følgende finder du viden og redskaber, der kan supplere og styrke myndighedsarbejdet i forløb for borgere med særligt komplekse støttebehov. Materialet er udvalgt, fordi det understøtter [inddragelse af borgeren og et fokus på at afdække årsagerne bag mistrivsel og udfordrende adfærd.]
Hvilke veje der er mest konstruktive at gå vil altid være afhængigt af den konkrete sag, af borgerens individuelle behov og af kommunens organisering af indsatsen.