Grundloven og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention indeholder en række frihedsrettigheder, der sætter grænser for, hvilke indgreb staten kan foretage i borgernes frihed.
Derudover har Danmark tiltrådt en række internationale konventioner, hvoraf særligt to er relevante i forhold til anbragte børn og unge: FN’s konvention af 20. november 1989 om barnets rettigheder (herefter Børnekonventionen) og FN’s konvention af 13. december 2006 om rettigheder for personer med handicap (herefter Handicapkonventionen). Danmark er som ratificerende stat forpligtet til at respektere og træffe passende foranstaltninger for at sikre konventionsrettighederne.