Beskrivelsen her fokuserer på gruppeforløbet til 6-17 årige og deres forældre, men der findes også andre versioner af programmet. Cool Kids er oprindeligt udviklet ved Macquarie University i Australien, men er oversat og bearbejdet til dansk på Angstklinikken på Psykologisk Institut, Aarhus Universitet.
Baggrund og formål
Gruppeforløbet skal ruste forældre og børn til at håndtere barnets angst, og metoden bygger på kognitiv adfærdsterapi. Børnene får redskaber til at tackle de områder af hverdagen, som deres angst spænder ben for, og de øver sig i at gennemføre de svære situationer. I forløbet tilegner forældre og barn sig viden om angst og om barnets udfordringer, samtidig med at de lærer fx at udvikle en trinvis plan for, hvordan de kan håndtere barnets angst i konkrete situationer via forskellige redskaber. Forløbet tager udgangspunkt i en manual med fastlagte temaer for hvert møde.
Forløbet
Forløbet består som udgangspunkt af 10 gruppemøder af 2 timers varighed og med et opfølgende møde efter 3 måneder.
Forløbet er manualbaseret, og hvert møde er grundigt beskrevet i manualen. Hvert møde indledes med, at gruppelederen introducerer til dagens tema, hvorefter deltagerne laver gruppeøvelser og diskussioner, individuelt arbejde eller rollespil.
På møderne deles forældre og børn ofte op og laver øvelser og aktiviteter hver for sig. Mødet afsluttes med en opsamling. Imellem møderne skal forældrene lave øvelser hjemme sammen med barnet, og på møderne giver gruppelederen løbende feedback på forældrenes strategier og adfærd i forhold til barnet.
Download Model for indsatsens arbejdsgange, redskaber og aktører
Mere information om erfaringer med Cool Kids i Glostrup Kommune