Trivselsprojektet blev i daglig tale kaldt for "Barnets Stemme". I det mødtes barnet selv og forældrene med lærere og repræsentanter for skolens ressourcecenter, for i fællesskab at undersøge barnets udfordringer og ressourcer, og lægge en plan for, hvordan forskellige indsatser ville kunne støtte op om barnets trivsel.
Baggrund og formål
Omdrejningspunktet var en række møder i skoleregi med deltagelse af barn og forældre, lærere og skolens tværfaglige ressourcecenter. Formålet med indsatsen var at støtte op om det enkelte barns trivsel.
I indsatsen er der fokus på at få barnet selv til at give sit syn på udfordringer og løsninger. Der er samtidig fokus på at styrke forældrenes tro på, at de kan gøre en positiv forskel gennem en fælles indsats med fagpersonerne. Ved møderne diskuteres ressourcer og udfordringer hos barnet og i barnets familie og skole, og det fælles analysearbejde lægges til grund for udarbejdelsen af en løsningsfokuseret udviklings- og handleplan.
Målgruppe
Målgruppen for indsatsen er børn, hvis trivsel har vakt bekymring hjemme eller i skolen, herunder børn med tegn på funktionsnedsættelse. Det kan fx være børn, der har vanskeligt ved at følge med fagligt, eller børn, der har svært ved at indgå i relationer med klassekammeraterne, har mange konflikter eller har en udadreagerende adfærd. Børnenes vanskeligheder bliver ofte tydelige i overgangen mellem børnehave og skole, når der er færre voksenressourcer og mindre fleksibilitet.
Forløbet
Ved starten af hvert forløb afholdes et indledende møde mellem forældrene og det tværfaglige team uden barnets deltagelse. Inden da interviewes barnet med spørgeguides fra projektet af barnets lærer eller en anden fagperson. Herefter mødes barn, forældre og det tværfaglige team med et par måneders mellemrum.
Ved afslutningen af hvert møde formuleres 2-3 mål med tilhørende indsatser for perioden indtil næste møde. Det kan fx være, at skolens inklusionspædagog skal støtte barnet i relationen til klassekammeraterne, at psykologen skal guide læreren, at forældrene skal have sparring eller at kommunens kompetencecenter for autisme skal inddrages i indsatsen.
Kendetegnende for alle forløb er, at:
- Barn og forældre bliver hørt og aktivt inddrages i møder, der vedrører barnets trivsel og læring
- Møderne er velforberedte, velfaciliterede og løsningsfokuserede
- Der udarbejdes én handleplan, som udvikles, udføres og evalueres i fællesskab.
Download modellen for indsatsens arbejdsgange, redskaber og aktører