Jeres fælles børne- og ungesyn handler om, hvordan I på tværs af fagligheder på børne- og ungehjemmet ser og forstår børn og unge. Det er med til at sætte idealer og mål for, hvordan I samarbejder om og med børn og unge, og hvordan I møder dem i jeres daglige arbejde, herunder hvordan I beskriver dem, og hvordan I inddrager dem.
En vigtig opmærksomhed er, at et børne- og ungesyn både formes af ens egen opvækst, personlige holdninger, uddannelse og arbejdsplads. Vores syn på børn og unge er formet af kultur og historie, og det ændrer sig hele tiden. Der kan altså være mange individuelle variationer af børne- og ungesyn til stede i en personalegruppe.
Netop derfor er det vigtigt, at I på jeres børne- og ungehjem arbejder med at styrke et fælles afsæt for arbejdet, som samtidig er i overensstemmelse med aktuel lovgivning og konventioner på området.
