Omsorg og beskyttelse betyder, at der skal være nogle voksne, der sørger for, at du har eller får det, som er nødvendigt for at have en god og tryg hverdag. Det kan fx være, at du får sund mad, altid har passende tøj til årstiden, en god seng at sove i, og at du har ting til din hygiejne (sæbe, shampoo, bind, osv.). Det betyder også, at du kan få medicin eller lægehjælp, hvis det er nødvendigt.
De voksne skal hjælpe dig med at få din hverdag til at hænge sammen med, at du går i skole og til fritidsaktiviteter. De skal også hjælpe dig med at planlægge din tid, så du kan deltage i møder, der har med din sag at gøre, det kan fx være møder med din børne- og ungerådgiver.
Omsorg og beskyttelse betyder også, at du skal have nogle voksne omkring dig, som kan snakke med dig om dine problemer. De skal lytte til dig og trøste dig, hvis du er ked af det. De voksne skal passe på dig og interessere sig for dig. De voksne skal også beskytte dig og de andre børn og unge på institutionen, hvis du, eller andre omkring dig, er ved at gøre noget farligt.