Børn og unge, der er anbragt, har som udgangspunkt ret til at bevæge sig frit omkring, både indenfor og uden for anbringelsesstedet. Men når du er anbragt på en delvis lukket institution, kan de voksne nogle gange forhindre dig i at forlade institutionen.
Mens du er anbragt, har de voksne på institutionen ansvaret for at give dig omsorg og passe på dig. Det betyder også nogle gange, at de vil sørge for at du bliver på institutionen, hvis de tror din sundhed og udvikling er i fare, hvis du går væk fra institutionen.