De legelignende aktiviteter kan bidrage til øget tryghed, spontanitet og en mindre voksenstyret ramme, hvilket ofte gør det lettere for børn og unge at komme til orde. Aktiviteterne fungerer som et fælles tredje.
I praksis kan metoden fx anvendes gennem enkle byggelege med klodser og figurer, hvor børn og unge skaber scenarier fra deres hverdag. Det kan eksempelvis være fremstillinger af forskellige fællesskaber på børne- og ungehjemmet, relationer mellem børn eller unge, eller indretning og brug af fællesarealer. Materialerne giver mulighed for at synliggøre relationer, konflikter, tryghedszoner og følelser gennem handlinger og figurer frem for udelukkende gennem samtale.
Den voksnes rolle er observerende og undersøgende. Gennem åbne og nysgerrige spørgsmål kan personalet, sammen med de øvrige børn og unge, få indsigt i betydningen af de skabte scenarier. Metoden understøtter både intuitive og refleksive processer, idet børnene og de unge enten kan bygge færdige scenarier eller løbende ændre og udspille situationer undervejs.
Arbejdsformen giver værdifuld viden om, hvordan børn og unge forstår deres sociale relationer, oplever tryghed og håndterer konflikter i hverdagen. Aktiviteten kan gennemføres både individuelt og i grupper, hvor børn og unge spejler hinandens oplevelser og perspektiver. Dette bidrager til fælles refleksion, læring og styrkelse af fællesskabet på børne- og ungehjemmet.